væk fra Arezzo, Firenze’s besiddelse! Men da sier Cæsar: Kondottieren driver paa derinde i dalen paa egen haand! — Ved det tidspunkt har han imidlertid allerede i virkeligteden blandet sig endog op i forholdet Pisa—Firenze og staar rede til at „vareta husets interesser“ ogsaa der.
Cæsar Borgia var ellers ingen betydelig mand. Men en vilje, en røvervilje, en uridderlig, men genial stratenrøver, en skræk for alle, en fortættet aktivitet; han forstaar den kunst at skape stater av slet ingen ting, bare ved sin dristighet og djævelske knep. Han snakket ikke: han handlet; han gad ikke engang si sine ordre: han gav bare vink med haanden. Og det er dette træk, som har gjort et saa uutslettelig moralsk indtryk paa sekretæren fra det pratende Firenze; hans overmod, paagaaenheten, mutheten, den indbidte energi mot et uflyttelig maal. Og den atmosfære av angst, som han forstod at fylde samtiden med, har nok ogsaa spillet ind næsten som en glorie. Han skriver om ham ensteds i nævnte indberetning til raadet i Firenze: „... Denne herre er saa modig at der gives ikke den stordaad, som ikke tykkes ham smaatteri, og av ærgjerrighet og for at skape sig et rike hviler han aldrig, og han vet ikke hvad træthet eller fare er; overalt naar han selv før frem til et sted end endog rygtet om hans avreise; han gjør sig avholdt av sine soldater; har valgt sig ut det bedste mandskap i Italien. Hvilke ting gjør ham seirssæl og forfærdelig. Hertil kommer saa et ustanselig held ...“ Fra hans andet gesandtskap et aars tid senere har vi følgende: „... Ved dette
