hat voldte Firenze uløselige floker, idet det, som 1510, pludselig saa sig stillet foran valget: paven eller sin gamle beskytter Frankrike. Han endte med at drive franskmændene ut av Italien; rigtignok stod der da isteden tyskere, spaniere, schweizere. Og Rom var gjort til det politiske centrum for Italien og for verden. Da dør han 1513.
Til denne pave drog Machiavelli to ganger i sendefærd. Og hans gesandtskaper i det hele i Giulio’s tid stod som regel i forbindelse med de mellemrikske floker, hans uvorne kirkepolitik hadde laget; faren var just hans halsstarrige uegennytte, hans blinde idé. Man har undret sig over Machiavelli’s kjølighet likeoverfor denne pave; der han i Fyrsten taler om Alexander VI og Giulio II, er han ikke engang helt retfærdig, — denne hadde i det mindste en stor idé, mens Alexander VI ikke tænkte længer end til sønnen Cæsar’s magt. Som før antydet kan jeg ikke dele denne forundring; Giulio II maa ha mindet ham om Savonarola, som jo ogsaa hadde store idéer, men — de var middelalderlige, forlagte: verdslig magt som før kunde nu engang ikke skaffes paven. Men der har selvfølgelig tillike spillet andre ting ind, nemlig det at pave Giulio’s kirkepolitik bragte Firenze i uredig forhold til dets gamle allierte Frankrike, og det republikanske styres autoritet led derved. Ja, det var just denne hans hensynsløse alliance-politik, som i sidste instans øket huset Medici’s chancer og omsider hitkaldte det gamle styres fald.
Av disse grunde har hans politik i Machiavelli’s øine hat et skjær over sig samtidig baade av noget uvirkelig og av noget vetløst.
