Efter ham følger Mediceerne’s tid paa pavestolen, Førstemand er Leo X, bare 37 aar gammel. Ogsaa der naadde man frem ved kjøp og salg; bl. a. vandt man kardinal Soderini ved løfte om mildhet mot broren, den forjagede gonfaloniere, og ved tilsagn om giftermaal mellem en datter i Soderini’s æt og en ung Medici, nemlig Piero’s søn Lorenzo.
Huset Medici var fra begyndelsen av flytt frem til magten paa den demokratiske bølge i Firenze’s sekel-lange forfatnings-strid; de blev organ for „smaafolkets“ krav („popolo minuto“), for de industridrivendes, for de mindre kjøbmænds, idet de satte igjennem nye demokratiske skattelove, som stanset storkarerne („popolo grasso“), den gamle kjøbmands-adel, i deres utsugeri. Og skjønt de faktisk styret enevældig, var de i navnet bare privatmænd; de regjerte Firenze ganske som Cæsar det antikke Rom, idet de tilsyneladende respekterte den gamle republiks love. Det var huset Medici’s specielle kunst, dette. — Gløgge, rike forretningsmænd.
Den gamle Cosimo var patriarkalsk og nøisom. Men allerede sønnesønnen Lorenzo Magnifico begynder at bruke penger. En kunstelsker, som ogsaa selv digter letfærdige karnevalssange; og en vivør. Han holder heller ikke længer altid saa nøie ut fra hverandre sin private kasse og de offentlige midler. Man staar ogsaa her i det hele likeoverfor en utpræget opkomling-æt med al dens livsappetit, som forresten avkommet fik undgjælde for, ialfald det i direkte linje. Sjelden i historien har man vel, som ved Medici, anledning til at følge en fyrste-æt paa den sikre nedgang og
