skaffe sig et klart billede av moralsk degeneration; allerede tredje led — Lorenzo Magnifico — uttaler sig ikke særlig ætte-stolt om sine tre sønner Piero (som druknet 1503), Giovanni (1475—1521), den senere pave Leo X, og Giuliano, som døde 1516; Piero karakteriserer han bl. a. nærmest som en ubegavet nar, og ialfald efter Verrocchio’s byste at dømme har man ingen særlig grund til at motsi faren — indskrænkethet lyser ut av det regelmæssige ansigt. Efter Piero’s død blev kardinal Giovanni husets overhode; han bodde i Rom, mens situationen modnet sig for Medici, og her vandt han ved pengelaan og anden hjælpsomhet stadig nye venner blandt de florentinere, som kom dit syd. Om ham sa faren at han var klok; ialfald maa vi jo indrømme at han eier en bestemt profil. Og trods al sin ærgjerrighet fulgte han sin kloke fars eksempel i fremtræden og ytre: han var enkel og liketil av væsen. Men trængtes det, baade løi han og svek han; og han var heller ikke ræd for at faa justismordets blod paa sine fingre; gaar man ham nøie efter, ser vi, han kunde være grusom i hevn; og løftebrud veg han heller ikke tilbake for: saaledes narret han Perugia’s snedige fyrste til sig i Rom, knep ham og halshugget ham i Engelsborg, bare for at naa i hans fyrstendømme (1520). Det er jo ellers det, man kalder rovmord. Han var forøvrig gavmild med det som var hans, — og med det som ikke var hans; ja, man sa om ham, da han var blit pave, at hadde Pantheon-kirkens porter været av guld, var de nok ikke blit staaende, hvor de stod.
Hans forfængelighet gjorde ham til mæcen. Han
