Side:Renæssansemennesker.djvu/80

Med hele slegtens appetit i behold, forfalden til vellevnet og til kvinder, tænkte han ikke paa andet, da han naadde op paa pave-stolen, end derfra at nyde livet. Mens kirken var ved at slites i stykker, tilbragte han sine dage blandt kunstnere, levet i sus og dus, spillet med sine kardinaler, laget dundrende gilder, drog paa svære jagtturer. Og hans fætter, kardinal Giulio (1478—1534), søn av den Giuliano, og Lorenzo Magnifico’s bror, som blev dolket under Pazzi-sammensvergelsen, blev hans høire haand i forretningerne; naar det nydelsessyke liv hindret paven i at ta sig sammen, likte han at se dette tyende vimse geschæftig omkring. Kort sagt: Man behøver i grunden bare henvise til Rafael’s merkelige portræt, det sier alt: de nærsynte, blodsprængte øine; det forætte ansigt, som holder streng mine, og endog pavelige pandenyver, midt i livets grænseløst glade spil; det store, katar-overfyldte hode, som ingen læge kunde rense — han led jo av en ildelugtende næsefistel, som gjorde hans nærhet omtrent uutholdehg; de hvite, velpleiede, kvindekjære hænder, hans stolthet, som maleren da ogsaa lar ham lægge frem til beskuelse, sammen med seglasset; og saa det lumre miliø! de to kardinaler, særlig den ene til venstre, nemlig fætteren Giulio, hængende sensuelt ved ham, trods den stinkende polyp, med øie og mund næsten paa grænsen av lastefuld hengivenhet. Ja, for at ha et billede av degenerationen behøver man i grunden bare følge mundens utvikling hos ætten, fra gamle staute Cosimo’s energi til Lorenzo Magnifico’s altætende, som dog endnu vidner om sund livsappetit, og videre til den