smaariker til de nærmeste slegtninger og sluttet med det for øie avtaler om erobringer; derved fik han fyrster som Este’rne og Della Rovere paa nakken. Kirkestaten førte krigen ustanselig, og den unge Lorenzo, pavens forsvirrede brorsøn, var hans generalissimus. Ute i Europa var der uro; i Tyskland vaakner reformationens bevægelse, som han ikke gad sætte sig ind i. Og i Italien grasserte spanierne og franskmændene, som nappedes om rovet. Ved Maximilians død forhandlet han baade med Karl V og med Frans I, og det samtidig, om keiserværdigheten. Skjønt han egentlig ikke vilde ha nogen av dem, men hemmelig haabet paa en smaafyrste fra Tyskland som det sidste resultat. Det ender med at Leo X paa grund av denslags rænkefuldt politisk dobbeltspil i virkeligheten blir sat ganske ut av betragtning, baade av Frankrike under Frans I og av Spanien-Tyskland under Karl V; det skedde f. eks. ved en overenskomst i Cambray 1517, da de delte Italien mellem sig.
Og Firenze blir tilsidst slaat sammen med paven og hans politik. I et senere kapitel kommer jeg imidlertid nærmere ind paa den.
Ogsaa over denne forgjældede paves endeligt og bisættelse er der noget av den groteske fattigslighet. Ved hans død 1521 var forvirringen næsten likesaa stor som ved Alexander VI’s. Det samme gjentok sig ogsaa her ved valg av efterfølger, idet man paa kardinal Giulio’s forslag kaarer noget langt, langt borte, en født hollænder — Hadrian VI —, som ikke engang kunde italiensk, indtil man har faat sum-
