Side:Renæssansemennesker.djvu/84

Denne siden er korrekturlest

det hadde da i det mindste Leo X. Og til top paa vrøvlet utser han sig til privatraadgivere to motsætninger, nemlig den blide, avholdte italiener Giberti, som holdt paa Frankrike, og den gløgge, paagaaende tysker Schomberg, som var en heftig tilhænger av Spanien.

Med Clemens VII begynder derfor en ødelæggelsens tid for kirken, for Firenze, for hele Italien. Nu forestod nemlig intet mindre end den avgjørende kamp om halvøen mellem Frankrike og Spanien-Tyskland; men derunder bare vimset paven frem og tilbake, heldet til begge sider; ikke et forløsende øieblik hævet han sig op til det høie syn, at Kirkestatens uavhængighet nu var blit indentisk med selve Italiens; han var likesaa kortsynt som kræmmerbølet ute paa lagunen. Karl V skaffet sig tidens bedste feltherrer, Frans I ansatte sine maitressers slegtninger; 1525 kom det til det svære slag ved Pavia, hvor franskmændene knustes og endog selve Frans I blev tat til fange. Dermed var tyskerne og spanierne herrer i Italien.

Av Medici’s æt var da allerede den unge Lorenzo, Piero’s søn, død (1519), feltherren og deres sidste haab. Han var jo tilslut ganske ødelagt av utsvævelser. En tid blev han sat til statholder i Firenze, hvor han efter paatryk av den florentinske gesandt i Rom, Vettori, og ifølge raad fra Machiavelli optraadte beregnende enkel og tarvelig som de gamle Medici. Men denne opvisning i borgerlighet kjedet ham i længden, han reiste sin vei fra det hele og til Rom, hvor han gjenoptok sit vilde liv sammen med narrer og