gjøglere, hvilket paaskyndet kadaverets endeligt. Det er til denne Lorenzo, Niccolò Machiavelli tilsidst dedicerer sin bok Fyrsten.
Han var blit gift med en fransk prinsesse, som døde like efter en datters fødsel. Og denne datter var hin Catarina av Medici, Frankrikes vordende dronning og Bartholomæusnattens heltinde. Med Lorenzo var altsaa Medici’s like linje utdød; dels sidegrenen, dels uegte sønner hadde senere ordet: Hippolyt, Alexander, Cosimo og hvad de nu het. Døds-alvorets skygge er over ætten. Slik som Michel Angelo saa genialt har hugget typen i Medicéer-kapellet i San Lorenzo-kirken — feltherren med haandens betænkelig grundende grep om haken og med ansigtet i skygge, en malerisk og barok virkning, som er ny i skulpturens historie.
Saadan saa de ut, de hovedskikkelser i Machiavelli’s samtid utenfor Firenze, som han dels støtte paa i egenskap av kancellist og sekretær i „De ti’s raad“, dels kom i forhold til under sit sidste leveaars halvt private virksomhet for statens redning. Virkelig ledende i sin samtid blev ingen av disse fyrster.
Og om disse skikkelser igjen sværmet som bier Italiens smaafyrster, kondottiererne, som byder den
