Ved foranstaaende rids av tidens skikkelser faar man jo tillike et indblik i dens opløsning; men endnu vil jeg føre frem endel eksempler og træk, som syner tilstande inden samtidens private og offentlige moral. Jeg gjør det, fordi et rigtig billede av tidsaanden blir uundværlig, naar man skal fange skikkelsen Machiavelli’s konturer; naar man skal indse dybden av hans sinds tørst; naar man skal føle den mare, hvorunder hans tragedie spilledes tilende; naar man skal fatte den psykologiske nødvendighet i hans system. Ogsaa naar man skal dømme retfærdig ved det som man steiler ved eller støtes av.
Det gjælder nemlig ikke at dække over at tidens væsen var opløsning; det var hvad man kalder umoral. Opløsningen var simpelthen vilkaaret for dens aandsliv og for dens kunst. Det er maaske ikke en sats, som passer for skolebænken, hvor de endnu bruskede karakterer skal forbenes; men det hensyn kan jo voksne mennesker, hvis rygrad maa forutsættes i orden, ikke ta. Om denne tidens psyke skriver en
