Der gives fra gammelt to stamme-fiender inden Italiens aandsliv. For den ene er livet gloser, armens fagter, minen, i det hele: skinnet. Stamfaren for et mylrende talrik avkom like ned til den dag idag. Han har sit rike i nuet; ialfald, hvis han ikke faar riket da, eller lykkes at føre det store ord (som hans indsats heter), faar han det vanskelig siden. Den type med avskygninger er neppe i mindretal. — Saa er det den anden med sin indadvendte slegt: de faa, for hvem liv er forbrænding. Han kan komme til at vente paa sit rike i tre og i fire hundrede aar.
Der er selvsagt utallig mange andre motsætninger ogsaa i det folk. Men for denne motsætning eier dets historie to fuldblods typer: Niccolò Machiavelli og Pietro Aretino, ildsjælen og posøren, karakteren og flanen. I grunden kanske noget av de to store, uforsonlige kontraster i alt aandsliv like fra kulturens ophav, — og i alle folkeslag, gudbedre os! De har bare hver sin tørn, hver sin tid at føre ordet i et folks liv. Og denne motsætning er ikke metafysisk
