i denne leilighet glir kurtisaner og løsagtige personer ut og ind.
Dette er opløsningen paa det religiøse omraade; skillet mellem synd og gudsfrygt er utvisket, det gaar i ett for samtiden; det er som det heter i en ræsonnerende monolog i Machiavelli’s komedie Mandragora, hvor en har betænkeligheter ved at gaa med paa en skabrøs affære; staar og veier for og imot: „... Det værste er at dø og komme i helvede. — Der er død saa mange andre før dig, og der er saa mange bra folk i helvede: Behøver du at skamme dig ved at komme dit? ...“ Eller munkens monolog i femte akt! Den maaler endnu bedre tidens forvildelse. Han har da ordnet med egteskapsbruddet, og gaar ovenpaa en søvnløs nat endnu i spænding, hvordan det vel er løpet av, mens han understaar sig at klynke over troens forfald i samtiden: „... Jeg søkte at fordrive timerne paa forskjellig vis. Jeg fremsa morgenbønnen, læste et levnet i helgenboken, gik saa ind i kirken og tændte en lampe, som var sluknet; byttet slør paa en madonna, som gjør underverker. Hvormange ganger har jeg ikke sagt disse munkene at de skal holde hende ren og pen! Og saa kan de undres paa at her mangler gudsfrygt! Jeg mindes, der engang var 500 hellige billeder: og idag er der ikke engang 20! Det er vor skyld, som ikke har forstaat at holde deres ry ved like. Vi pleiet før i tiden hver kveld efter endt aftenbøn at gaa i procession og hver helligdag la synge æreshymner ...“ Og han slutter sin monolog: „Nu gjør man ingenting av dette: og saa kan folk undres paa, at det hele kjølner av! ...“
