Side:Renæssansemennesker.djvu/97

Denne siden er korrekturlest

Italien: De franske har en stund held med sig og venter nu bare paa deres indgripen; men de kommer ikke, idet de kræver paalæg i sold. Paven benytter sig øieblikkelig av situationen, gir bud og hverver dem isteden; men da de vel er naadd ned paa sletterne, snur de pludselig og sætter ind igjen i Alperne. Fordi de nemlig i mellemtiden ogsaa hadde tat imot sold fra Frankrike! — Eller under Leo X 1517, da denne og Della Rovere slos om hertugdømmet Urbino: Man deserterte over til hverandre; krigen tok aldrig ende; der var leietropper i begge hære, endog av samme nation, som f. eks. spaniere, og de varte sig jo for at dræpe sine egne. Det var den skjære farce. — Men ogsaa andre end kondottierer gaar over; det hændte f. eks. 1525 med selve Frans I’s feltherre, konnetablen av Bourbon, som gik over til Karl V, fordi han var misnøid med avancements-forholdene i den franske hær, hvor kongelige maitresse-hensyn spillet hovedrollen ved forfremmelser.

Men heller ikke inden staternes egne hære er der disciplin. De breve, som skikkes Machiavelli fra krigskommissæren Don Michele, beviser det for Firenze’s vedkommende. Selv om han aabenbart har raadets foragt, som ikke gider svare paa hans snakkesalige, brautende skrivelser, saa er dog allerede i og for sig ansættelsen av denne lavpandede soldater-type som øverste og ledende autoritet for Firenze’s militær-distrikt av den art at det gir indblik i opløsningen: Det er en fortvilet utvei. Han er ellers selv en pragtfuld type paa tidens feltherrevæsen: bare en maskine, moralsk