især driver, som antydet, paverne av Medici dette, Leo X, men mest Clemens VII; da saaledes Leo 1513 gjennem indrømmelser og tilsagn om hjælp hadde faat istand forbund med Frankrike (Ludvig XII), ifølge hvilket han skulde hjælpe det til at ta Milano, er han samtidig midt oppe i hemmelig akkordering med fienderne, nemlig Spanien, Tysklands keiser, Venezia, ja endog med Milano, — for ogsaa at ha de dører aapne.
Den samme Leo viser ogsaa en himmelropende mangel paa taknemlighet; det er som om denne tidens luft av troløshet har forpestet de primitiveste sjæls-egenskaper. Jeg tænker f. eks. paa, da han 1517 blander sig op i Siena’s forhold og forjager Petrucci Borghese fra magten, saa han mister alt hvad han eier: og den æt hadde jo dog ikke alene lagt sig i sælen for hans valg til pave, men endog arbeidet for huset Medici’s tilbakekomst til Firenze. En utaknemlig optræden, som forresten siden skapte den farlige sammensvergelse mot Leo X.
Tidens opløsning møter man nemlig i sin uhyggeligste form i dette private forhold mand og mand imellem. Man behøver ogsaa her bare nævne Borgia’erne. Hos dem utarter det jo til den skjære rabies i snikmordstørst, det er som de slaaes av en smitsom syke; folk flydde, der var endog dem som døde av skræk; selv Medici følte sig utryg i deres nærhet. Men der er især en form for svik i tiden, som virker næsten skablonmæssig i sin tilbakevenden, nemlig dette at rydde sin haandlanger og bolde forkjæmper av veien, naar man gjennem hans volds-
