Side:Riverton,Stein-Fjerdemand-1920.djvu/10

Denne siden er ikke korrekturlest

og dekadens søker erstatning for anernes brutale kraft. I det ene øieblik kunde han rødme av et uhøvisk ord, men i næste stund fortalte han selv en historie, som var i stand til at nedsænke en hel kupé handelsreisende i stum beundring. Det var rimelig, at han som kunstner maatte bli profet for det allernyeste i kunsten, i sit maleri søkte han at indfange slike mystiske syner som en Poe før han hadde git uttryk for i sin hemmelighetsfulde digtning, han drak tæt, men hans sirlige ydre holdt sig stedse fornemt uberørt av drukkenskapens plebeiiske paavirkning. Det var han som var hædersgjest ved hin middag i Grand Hotel natten til den 2den december.

En fremmed vilde sikkert kalde det snes herrer som var samlet omkring dette bugnende bord for et yderst blandet selskap. Det rummet en skala motsætninger, som rakte fra verten, digteren Oxford til Pjolterkongen Stenersen fra No-Fi-Ba. Denne sidste kjender vi. Hvad digteren Oxford angaar, da var han nærmest ubeskrivelig, en ung dandy, nordisk lys, ugripelig luftlys og usynlig i terrenget, som den franske horisontblaa uniform. Egentlig kunde han bedst karakteriseres ved de ting han var i besiddelse av eller som stod i forbindelse med ham. Naar han sat i sin lak-glinsende, lydløst glidende bil, fo’r hans eget væsen bort gjennem en pelskrave og et armbaand, han var et bind Swinburne i vestlommen, en absint, en hulken, en browningrevolver, et elskelig smil, en førsteklasses billet til Bombay, han var et pludselig dødelig fornærmet blik og seks flasker champagne. Mellem ham og den tykke, ugidelige Pjolterkongen, rummet selskapet en række ældre og yngre herrer, kunstnere og forretningsmænd, alle var forskjellige, enhver hadde sin særegne skikkelse og sit særlige liv, alle kunde sees skarpt adskilte og i dette samvær brødes deres sinds toner som farverne i et spektrum. Og dog var selskapet homogent, ti man kunde se selskapet som et utvalg av de mennesker, som i et samfund av trangsyn og mørke ynder at nyde av tilværelsens evige sorgløshet.

Selve middagen var tilende. Utover bordet, som var herskabelig bredt og rummelig, vrimlet det festlig av halv-tømte champagneglas, brune havanakasser, cigaretter i sølvskaaler og mangefarvede likørglas. Kelnerne tynte de