Side:Riverton,Stein-Fjerdemand-1920.djvu/107

Denne siden er ikke korrekturlest

oppe for at besøke sin kjæreste, som sat ensom paa kontoret og ventet chefens meddelelser. Saaledes kunde jo alt forklares, og Krag følte sig i forbigaaende noget uvel ved spionens rolle. Han hadde ogsaa igaar aftes indskrænket sig til at faa vite at Suronen kjørte i Malmövognen. Det var en vanlig skik at folk som gjerne vilde sove længe om morgenen, kjørte til Malmö og derfra tok færgen over til Kjøbenhavn i stedet for den direkte vei over Helsingborg— Helsingør. Krag hadde et øieblik overveiet hvem han skulde følge: Suronen eller frøken Aino. Men han hadde hurtig besluttet sig til at følge den som bar dokumentene. Derav kom det sig at Krag kjørte mot Helsingborg, mens Suronen med kontinentaltoget fo'r videre ned gjennem Skaanes sletter.

Det var endnu i den tid da paskontrollen for saavel utreise som indreise var meget grundig. Krag hadde foruten sit eget pas, som lød paa hans navn og var forsynt med hans fotografi, tillike nogen andre papirer som tillot ham uten hinder at passere gjennem alle officielle skranker. Undersøkelsen blev baade paa den danske og svenske side foretat i et særskilt rum, hvor én for én slap ind. Den svenske politimand behøvet bare at kaste et blik paa Krags stempler, saa gjorde han honnør til luen og lot detektiven passere. Men Øresund skiller ikke alene mellem to folk, men ogsaa mellem to former for temperament. Ingen danske, hvad enten han er høi eller lav, kan undlate at gripe komikken hvor han finder den. Da den danske politimand mønstret Krags pas med fotografiet av det glatragede, engelsk utseende ansigt i hjørnet — og saa foran sig en sterkt beskjegget herre av sydlandsk type, kunde han ikke undlate at bemerke:

— Det ligner sgu brilliant.

Krag viste ham sine politilegimationer.

— Jovisst, jeg forstaar, sa politimanden, idet han med applomb slog sine stempler i dokumentene.

Derefter pekte han igjen paa, Krags maske og smilte:

— Den er virkelig god, sa han — helt fortræffelig, herre. Dem kan man ikke ta feil av.

Med en hovedbøining ut mot færgehallen tilføiet han hviskende:

— Er han med?