møte i «Magasin du Nord»? Naa, men der kommer Abraham.
Abraham, det var portieren, som i dette enkle hotelgarni utførte mangehaande funktioner like fra støvlepudsing til servering av champagneflasker i chambres separées. Det var en halvgammel bedemand av en sønderjyde, som hadde skjøteskind og hakket litt i det tyske og la vegt paa at se tillidvækkende ut; men det var likesom han hele tiden følte paa drikkepengene med sine nervøse fingre. Jo, det var et godt hotel dette her. Her kunde man ha det menneskelig, hvis bare sedlerne sat litt løst.
— Nu er han gaat den finske herre paa nr. 17, sa Abraham, og her er nøklene til hans rum.
Hansted-Jensen tok nøklene fra ham.
— De forstaar vel, Abraham, sa han, at der er ikke noget uldent ved den herre — vi skal bare se hvorledes han bor.
Abraham bukket og bukket.
— Ih, bevares, hr. inspektør, svarte han. Herrerne vil se rummet, det er der jo intet ondt i. Det er et gammelt interessant hus, det sier mange som har bodd her. Et meget interessant hus. Saa gaar jeg ned i min lille baas, mine herrer, og saa faar jeg nøklene tilbake naar herrerne gaar.
Han hilste særlig høflig til opdageren og forsvandt.
Det besynderligste ved Suronens værelse var at det næsten ikke indeholdt nogen bagage. Der var bare en bitteliten haandvæske, hvori der var stukket ned et par snipper og nogen toiletsaker. Naar Krag tænkte paa den næsten pinlige eleganse, hvormed Suronen optraadte i Kristiania, maatte denne omstændighet forekomme ham usedvanlig. Det lot til at Suronen maatte være kommet avsted i stort hastverk.
Av sporene paa skrivebordet fremgik det at Suronen maatte ha arbeidet der en stund. Han hadde imidlertid tat alle sine papirer med sig, og der fandtes intet skriftlig hverken i bordskuffene eller i toiletvæsken.
Men saa var det papirkurven.
Suronen hadde været uforsigtig nok til at kaste en del papirer ned her. Det saa ut som om han hadde «renset» sin lommebok for overflødige ting, saaledes som det gjerne
