Saa langt kunde politimandens private notater følge
høiesteretssakførerens beretning. Hr. Annebye fortsatte.
— Det er os videre bekjendt, jeg vil ikke si hvorledes, men det er os som sagt bekjendt, at skibsrederen senere har latt sig se paa et sted som heter «Trocadero», hvor han til gjesternes almindelige forundring skal ha, opført en besynderlig stepdans.
Politimanden læste i sin bok:
KL 11. Vild kæfert paa «Trocadero». Flom av champagne. Constance.
Der stod alene Constance. Men dette ensomme navns tilstedeværelse fik en forklaring ved høiesteretssagførerens fortsatte oplysninger:
Han sa:
— Fra «Trocadero» er skibsrederen kjørt bort med en dame, kaldet Constance. Vi har vore oplysninger fra ganske sikker kilde, fra en herre som tilfældigvis var tilstede i lokalet. Da skibsrederen drog bort med Constance, var han i en temmelig utilregnelig tilstand. Hvad er det nu hun kaldes denne Constance, «Røde Constance» eller gule eller hvad?
— «Røde Constance»,
Advokaten lænte sig makelig tilbake i sin stol, saa op i taket og strøk skjegget. I en tone, hvis likegyldighet røpet fuldkommen bekjendtskap baade med «Røde Constance» og alt hvad der var i hendes nærhet, bemerket han:
— Jovisst, det er jo et slikt romannavn, som man stadig træffer i politinotiserne. Jeg mindes fra min egen tid foran skranken — — — Men det hører ikke hit. Jeg vil gjerne præcisere at jeg naturligvis ikke ser bornert paa folks lyst til at more sig, og særlig hvad utlændingene angaar er jeg tilbøielig til at tro at de gjerne slaar litt til skaglerne her i Kjøbenhavn. Det maa de ha lov til. For mig kunde den norske skibsreder gjerne ha narret sig baade med den røde, den blaa og den gule Constance — ja, med hele spektret. Men hvad som for mig er avgjørende i denne sak er dette, at vor ven var i en fuldkommen utilregnelig tilstand, la os si at han var beruset, døddrukken, javel, men alt hvad vi har hørt om hr. Christensen gjør det utrolig at noget saadant kunde ske. Det er sandsynlig, at han allerede da han gik ut fra Paladshotellet klokken 6 ikke
