—De er blit fet, Johnny, fortsatte detektiven. De var
sgu slankere den gang De slog til skaglerne i «Kæden».
Johnny bukket igjen og fremdeles meget stivt, men sa dog:
— Bevares, herrerne er overordentlig velkomne — nu skal jeg melde.
Han gjorde et hurtig sprang op over den smale trappe og herrerne fulgte efter ham.
Detektiven ropte:
— Naa, De har endnu spænstighet i benene, ser jeg. Øver De Dem paa et utspark nu og da maaske?
Men Johnny var allerede forsvundet ind i de indre gemakker.
Hansted-Jensen pekte efter ham og smilte.
— Hvad skal vi kalde ham, sa han: tjener, beskytter, elsker eller egtemand — jeg vet det ikke rigtig.
Allerede trappen med de tykke tepper, de beskjermede lamper og de gobelin-dækte vægger, røpet dette egte indtryk av et fint dueslag, som en slik bolig skulde ha. Men det hele gav ogsaa et umiskjendelig præg av virkelig smag. Omkring paa væggenen i garderoben hang værdifulde gamle kobberstik, og alene paraplystativet av hamret messing var et helt litet kunstverk. Hansted-Jensen gjentok bare, hvad de smaa piker paa baren allerede forlængst hadde sukket: Hun har sgu forstaat at lave den!
Johnny aapnet for salongdøren.
Det værelse, de nu kom ind i, var mere et atelier end et almindelig rum. Det fyldte hele husets længde: flygel i hjørnet, hvite statuetter, dype tepper, malerier. Intet dagslys kom herind, men elektriske lys under graagrønne skjermer spredte et behagelig, dæmpet lys.
En skikkelse traadte frem fra en av krokenes halv mørke. Det var en herre med et whiskyglas i haanden.
Det var Asbjørn Krag.
— Hallo ropte han. Velkommen, mine herrer! Dette er en fortræffelig whisky.
Hansted-Jensen stanset forskrækket.
— Nu var Christensen gal igaar, tænkte han — skulde det idag være Asbjørn Krags tur? Disse nordmænd er dog virkelig ekscentriske.
