Kotka. Men hvis nu ikke grosserer Christensen har vist sig inden imorgen klokken ni, hvad saa?
— Det maa jo bli politiets sak at avgjøre, svarte Suronen. Anser De hendes nærvær for at være nødvendig? Hun har jo ikke siden igaar aftes forlatt hotellet; saa jeg forstaar ikke egentlig, hvad hun kan ha at oplyse i denne sak. Man maa jo ogsaa ta hensyn til at hun er en datter, som vil ile til sin fars dødsleie.
— Hun befinder sig vel i dette øieblik paa sit værelse? spurte han.
— Det er sandsynlig.
Krag pekte paa telefonen.
— Kald paa hende, bad han.
Frøken Aino var hjemme, og Suronen anmodet hende gjennem telefonen om straks at komme ned paa Krags værelse. Det var nr. 118.
Mens man ventet paa hende ordnet Krag pladsene om kring bordet. Det var som om der skulde holdes en generalforsamling. Foran sin egen plads la han de papirer, som han netop hadde gjennemset.
Saa kom frøken Aino.
Hun var paafaldende blek, og hendes blekhet blev yderligere fremhævet av hendes sorte dragt. Hansted-Jensen tænkte: Hun er allerede forberedt paa farens død.
Krag førte hende venlig til sæte.
Han uttrykte sin deltagelse over de bekymringer, som hadde rammet hende. Hun svarte næsten ikke og syntes skræmt og urolig.
— Hvis det paa nogen maate lar sig gjøre, er der intet i veien for at De kan reise imorgen, sa han; det vil imidlertid avhænge av hvad der kommer til at ske i den nærmeste time.
Suronen indskjøt:
— Vi har endnu ikke fundet ham. Men vi har opdaget et spor, som har foruroliget os meget. Vi er forberedt paa at en ulykke er skedd.
Mens han sa dette, søkte hans blik den unge dames øine. Og han talte langsomt og med vegt, som om han vilde tydeliggjøre, at der laa en skjult betydning i hans ord. Hansted-Jensen opfanget ogsaa finnens blik. Hvor saa hans ansigt ikke besynderlig ut under fortryllelsen av disse
