Alt skal bli klart. Hør godt efter — og hold samtidig øie med den herre i sofaen, saa han ikke foretar noget skridt, der kan avbryte vor fredelige stemning.
Suronen sat urørlig stille. Hansted-Jensen saa paa ham og la merke til, at finnen var blit meget blek. Fra dette øieblik var kjøbenhavnerens opmerksomhet den hele tid uavbrutt fæstet paa Suronen.
Neppe hadde imidlertid Asbjørn Krag paany gjenoptat sin fremstilling, før der lød en haard banken paa døren.
— Der er han, sa Krag. Samtidig gjorde han et tegn til Hansted-Jensen.
Det var virkelig Jos, som traadte ind i værelset.
Men ikke den Jos, som man hadde ventet — den forranglede og mishandlede Jos. Det var skibsreder Johs. P. Christensen, saaledes som man var vant til at se ham, naar han traadte ut av sin automobil — med den skindforede automobilkappe tilbakeslaat, med de vældige hansker og skindluen under armen og med de brede øienbryn og det let graanende hvalrosskjeg dugget av vinterveiret.
Han blev staaende fremme paa gulvet og nikket kort.
— Godaften, sa han.
Saa vendte han sig mot sin chauffør og en tjener, som hadde fulgt med ham op.
Gaa ind paa mit rum med bagagen, sa, han — og
bli der.
De to funktionærer gik.
Kommer jeg for sent? spurte Jos
— Nei, svarte Krag, jeg er netop begyndt, og jeg har en ledig stol til Dem her.
Jos saa sig om. Saa nærmet han sig nogen skridt frem mot Suronen og sa:
— Tak for sidst!
Suronen reiste sig langsomt op.
— Hvor meget har De ødelagt for mig her nede? spurte Jos videre.
Han fik intet svar. Men i stedet kastet Hansted-Jensen sig ind mot Suronen og grep ham over armene.
En gjenstand faldt paa gulvet med en klingende lyd. Det var Suronens revolver. Kjøbenhavneren sparket til den og trykket finnen ned mot sofaen.
Hansted-Jensen saa spørgende paa Krag.
