jo let tænkes at han har fiender som er i stand til at ville skade ham. Reisman er jo dristig og paagaaende i sine forretninger og er ikke altid hensynsfuld i sine midler. Men hvorledes den elskværdige og fine kunstner von Brakel kan ha fiender, det forstaar jeg ikke. Jeg har været sammen med ham omtrent daglig helt siden han kom her fra Stockholm for at aapne sin utstilling, og saavidt jeg har set, har han kun erhvervet sig venner. Der findes sikkert ikke et menneske i byen, som kunde gjøre ham noget ondt. Han har desuten hele tiden været sorgløsheten selv og ikke tænkt paa noget andet end at more sig — saa hvorledes alt dette skal stemme sammen med hans bemerkning, da han gik: «Jag er ett olyckligt menniska» — det forstaar jeg sandelig ikke. Det maa i saa fald være kommet ganske pludselig.
— Meget rigtig, bemerket dr. Ovesen. Det maa være kommet efterat han reiste sig fra bordet. Nærmere betegnet, det maa være indtruffet i samme øieblik han læste den blaa billett. Den samme blaa billet som bragte direktør Reisman til at forsvinde, har ogsaa bevirket von Brakels pludselige ulykkelsesfornemmelse.
Ødegaard slog haandflaten i stolens polstrete arm.
— Hvad pokker staar der i den billetten? utbrøt han. Tja, de smiler raadløst, dr. Ovesen; men De maa dog indrømme at vi her i vor fredelige og kjedsommelige lille hovedstad ikke er indstillet paa den slags sensationelle og mystiske hændelser. Jeg fæster mig særlig ved den omstændighet at hverken Reisman eller von Brakel har meddelt sine venner noget om indholdet i de besynderlige meddelelser. Hvad der nu end har staat i de blaa billetter, saa har ialfald adressatene uten at betænke sig fulgt kaldelsen. Med andre ord, selv om meddelelserne har været uventet, saa har de ikke været uforstaaelige.
Det kan vi allerede nu fastslaa. Disse mennesker har momentant opfattet at det maatte gjælde noget overordentlig alvorlig. Derfor, mine herrer, har vi ogsaa al grund til at se alvorlig paa sakene, og hvis vi et øieblik mener at vore venner trænger hjælp, maa vi ikke nøle med at sætte os i bevægelse.
Dette var ogsaa baade dr. Ovesens og kaptein Færdens mening — og dr. Ovesen reiste sig utaalmodig.
