— Det ser ut som om her har fundet en kamp sted, sa
han alvorlig.
— Eller, tilla Ødegaard, som om et menneske har ventet en farlig husundersøkelse og har søkt i en flyvende fart at bringe kompromitterende aktstykker i sikkerhet.
Hvis det er von Brakel selv som har gjort dette, da maa han ha hat et livsfarlig, et forfærdelig hastverk.
Det er utvilsomt von Brakel selv.
Hvad ialverden har han været bange for?
Ødegaard saa paa sit ur.
— Endnu er det tid, sa han. Nattevakt, de maa besørge et erinde for mig. Men ring efter en bil — vi har ingen tid at miste.
Ødegaard satte sig til skrivebordet og nedkradset hurtig nogen linjer paa et stykke papir.
V.
DEN TREDJE.
— Vi rækker endnu at faa dette ind i avisen, sa Ødegaard. Redaktionen er vistnok slut, men jeg kan gaa op til nattevakten paa trykkeriet.
Han læste høit hvad han hadde skrevet:
Nat til den 29. ds. klokken 1 blev en herre hentet av en automobil i «Den frisindede Klub», efterat chaufføren hadde avlevert et brev i en blaa konvolut. Nat til den 3dje blev en herre paa lignende maate hentet fra et selskap paa Grand Hotel av en chauffør, som bragte et lysblaat brev. Vedkommende chauffør erholder en stor belønning, hvis han melder sig til bladets redaktion.»
— Imorgen kan dette læses i avisen, fortsatte Ødegaard.
Jeg skal nok faa det ind paa en fremtrædende plads. Det
er jo en givet sensation. Alle bladene vil skrive om saken.
Alle mennesker vil faa kjendskap til den, og da skulde det
dog være besynderlig om man ikke i en by med saavidt
gjennemsigtige forhold skal faa gaadens opklaring.
Dr. Ovesen blev en smule betænkelig.
