— Men er det tilraadelig at lægge det hele frem for
offentligheten? spurte han. Vi burde kanske vente endnu
nogen tid.
— Det kommer ganske an paa hvorledes vi anskuer saken, svarte Ødegaard. Har De den tro, at der er fare paa færde, er det vor simple pligt ikke at nøle en time længer, men sætte alt i bevægelse. Har De den tro?
Doktoren trykket sig litt usikkert.
— Jeg er jo læge, sa han. Jeg maa jo si, at jeg har en avgjort aversion mot sensation og avisrabalder; men saadan som jeg nu føler det kan jeg ikke se andet end at saken maa være alvorlig. Altsaa, vi lar notisen gaa ind i avisen.
— Godt, utbrød Ødegaard — jeg kommer tilbake igjen om en halv time. Nu har jeg automobilen dernede. Herrerne faar vente her saa længe.
— Tar det virkelig saa megen tid? indskjøt kaptein Færden. Aviskontoret findes jo bare et par minutters vei herfra.
— Jeg skal ogsaa et andet sted, sa Ødegaard — han stod allerede i døren — jeg maa hente hjælp for pokker.
— Hjælp? Hos hvem?
— Hos politiet maaske? spurte Færden.
— Hufda, utbrød doktoren, Politiet — det begynder at bli uhyggelig dette her.
— Jeg mener ogsaa, sa Ødegaard, at vi indtil videre bør holde politiet utenfor. Men jeg kjender en mand, som kan være os til stor hjælp i denne mystiske sak. Nu kjører jeg efter ham — altsaa paa gjensyn om en halv time.
Mens Ødegaard var borte, fortapte de to venner sig i gisninger om sammenhængen med denne besynderlige sak. Tilstanden i von Brakels værelse hadde gjort dr. Ovesen endnu mere ilde tilmode, og Ødegaards paagaaende ivrighet hadde yderligere foruroliget ham. Efter Ødegaards indtrængende anmodning vogtet han sig vel for at bringe nogen forandring i værelsets utseende. Derimot kunde han ved en flygtig oversigt konstatere at von Brakel ikke hadde tat nogen bagage med sig. Dette stemte ogsaa godt med nattevaktens meddelelser. Hvad var saa grunden til von Brakels hastige besøk paa værelset? Var grunden alene at han ønskede at rive sine papirer i stykker? Og hvorfor?
