VII.
MALERENS VASKEREGNING.
Detektiven fortsatte:
— Jeg roper igjen til ham: Hvor pokker blir De av? Det er ikke dernede. Det er her i fjerde etage. Han svarer bare dernede fra: Vent, jeg kommer.
Jeg venter kanske et minut.
Da blir det klart for mig, mine herrer, at han ikke er alene dernede. Han staar og taler med nogen utenfor elevatordøren. Jeg kan høre en hviskende samtale. Derefter rasler det igjen i elevatordøren, og elevatoren sættes paany i bevægelse. Jeg blir selvfølgelig i høieste grad forbauset, da jeg paa tavlens røde signaler ser at elevatoren ikke stiger, men bevæger sig nedad og stanser paa bunden av trappeschakten. Nuvel, jeg kunde jo ikke foretage mig noget og maatte vente. Elevatordøren blev atter aapnet dernede. Litt efter hørte jeg at nogen bevæget sig over vestibulens marmorfliser, og at ytterdøren blev revet op og igjenlukket. Men omtrent samtidig gav det et knæk i elevatoren, som derefter langsomt steg op gjennem etagerne. Nu kommer han, tænkte jeg, og der foresvævet mig noget om at han bare hadde været nede for at hente noget som han hadde glemt.
Elevatorvognen kom ogsaa ganske rigtig helt op til min plads. Men døren blev ikke aapnet. Jeg maatte selv aapne døren, mine herrer — og inde i elevatoren fandtes ikke en levende sjæl. Den var tom.
Det maa tilgives den mest aandsnærværende at han kommer noget ut av likevegten ved en slik ganske vist bagatelmæssig, men dog uforstaaelig hændelse. Efter et øiebliks overlægning forstod jeg jo, at der maatte være skedd noget efterat Ødegaard hadde steget ind i elevatoren, og at dette «noget» hadde faat ham til at gaa ned igjen. Uten at vente længer steg jeg ind i elevatoren og lot mig glide ned. Jeg holdt godt øie med etagerne eftersom jeg passerte, men der var intet usedvanlig at merke. Trappelyset brændte fremdeles.
I det samme jeg traadte ut paa gaten blev jeg opmerksom paa, at den ene av automobilene var kjørt bort; jeg
