er der intet længer som hindrer os fra at faa gaaden løst. Der ligger et blaat brev som vi har anledning til at læse.
De andre herrer stirret paa brevet som man stirrer paa noget man ikke vaager at røre ved. Særlig advokat Davidsen var pudsig, da han bøiet sig over bordet og saa paa brevet — med en mine som om han bøiet sig over et akvarium og glante paa et litet uhyre fra havets bund. Der var ellers intet særlig ved det blaa brev. Paaskriften var enkel nok. Der stod bare: Til Jos. Haster!
— Forbryderne tillater sig en viss fortrolig tone, sa Krag. «Til Jos» — det lyder jo helt venskabelig. Nu er der bare spørsmaal om vi skal bli sittende her og stirre paa hverandre til evige tider og til avveksling kaste et blik paa det famøse brev. Jeg foreslaar at vi gaar ind i helligdommen. Mine herrer, jeg overtar ansvaret, sa Krag og grep brevet.
Dr. Ovesen var blit nervøs og forsøkte en indvending.
— Men hvis det nu er rigtig med den hemmelighet, sa han — hvis brevet nu indeholder en avsløring av en hemmelighet som vi ikke har ret til at blande os op i? I alle tilfælde maa jeg si at rent juridisk er det en alvorlig affære at aapne en fremmed mands brev.
— Rent juridisk overtar jeg ansvaret, sa Krag, idet han skar brevet op irriterende langsomt og forsigtig (syntes Davidsen), likesom om han skulde skjære op en værdifuld bok. Og hvad det moralske ansvar angaar, kan vi umulig begaa en fell, vi gjør det jo ene og alene fordi vi mener at komme venner til hjælp i deres formodede nød. Naa, nu er det i alle tilfælde skedd, mine herrer. Her er brevet.
Krag foldet brevet ut. Det var et halvark, lysblaat, ulinjert.
Han sa:
— Hvis det indeholder en hemmelighet av personlig værdi for Jos, skal jeg lægge brevet tilbake igjen i sit hylster, og ingen av jer, mine herre, skal faa vite hvad det indeholder. Men saavidt jeg kan se indeholder det ingen hemmelighet som ikke Dere ogsaa kan bli delagtig i. Hør nu hvad der staar.
Krag læste:
«Kom straks. Vi trænger et hjørne.»
Detektiven slængte brevet frem til de andre. Davidsen grep det først.
