like, sa han, og jeg er ialfald sikker paa at Jos kaldte ham Jonassen.
— Skal vi kjøre mere ikveld? spurte Jonassen halvfornærmet — han vilde ikke ofre Billington noget yderligere tilsvar.
— Vi skal ind til byen om en halv time, svarte Reisman. Festen her ute er forbi nu. Og jeg for min del skal være i «Den frisindede Klub» inden klokken 1.
— Saa gjør jeg vogna i stand, sa Jonassen; det blir en haard tur indover i sneen, men vi skal nok klare det.
Dermed gik han.
Karl-Erik begyndte at pakke sine billeder sammen med stor omhyggelighet. Han vilde ikke bli her ute et øieblik længer end nødvendig. Reisman mindet ham om at han hadde lovet ikke at vise sig paa kafeene. Det kunde let ødelægge sensationen.
Til avisene kom imorgen tidlig maatte det store publikum være i fuldkommen uvidenhet om sakenes gang. Von Brakel svarte ikke noget til dette. Han vekslet megetsigende blikke med Ødegaard.
— Hvis De skulde ha lyst paa et glas champagne klokken fire inat, sa Ødegaard, saa er der soiré intime med dans i atelieret i Tordenskjolds gate.
Reisman la sine papirer ned i sin sorte portefølje.
— Jeg tillater mig at hæve direktionsmøtet og ønske godt resultat, sa han, idet han heldte champagne i sit glas. Paa vore aktionærers velgaaende! Det er et ekstraordinært ønske av en direktion i vor tid, men det søker sin grund i ekstraordinære omstændigheter. Og hvad Jos, den forsvundne Jos angaar, saa har jeg en ny idé.
— Tror De at denne idé kan bringe ham tilbake til virkeligheten? spurte Billington.
— Jeg er næsten sikker paa det, svarte Reisman. Kjære venner, vi kjender jo alle Jos og vet hvilket heftig og impulsivt menneske han er. Skaal, mine venner, det sidste glas paa faldrepet. Jo, jeg maa tænke paa hvad man sa om mig, da jeg for fire dage siden tilsynelatende saa umotivert forlot pokerbordet i «Den frisindede Klub». Hvad sa man? Man sa ikke noget. Man hvisket: Damer! hvisket man. Det samme hvisker jeg nu næsten lydløst, naar
