Det glimtet i Suronens ansigt. Hvadbehager, tænkte
Krag — skal han yderligere op?
— Puljen er nu 116 00! utropte inspektøren koldt og forrietningsmæssig.
Stenersen la sin vældige næve i bordet og ropte:
— Nok! Slut!
Krag hadde her opdaget et visst uttryk for skuffelse i Suronens ansigt.
Alle trængtes nu om bordet og inspektøren aapnet den lille trækasse. Han uttok de tre forseglede kortbunker.
— Jeg vil anmode mine herrer om at undersøke at seglene er ubrutte.
De to spillere undersøkte seglene. Alt var i orden,
Stenersen brøt først sin konvolut og la kortene op. Det var fire konger og en tier.
— Fire konger, mumlet Reisman, idet han febrilsk brøt seglet paa sin pakke, hvad er fire konger, mine herrer, mot . . .
Triumferende la han kortene frem og fortsatte, idet han med haanden gjorde en stor gestus — — — mot fire es, mine herrer?
I et tiendedels sekund hersket dyp taushet. Alle lænte sig over bordet, kikket over hverandres skuldre, trængte paa. Men saa opløste alt sig i en vild støi av latter og rop. Aldrig har «Den frisindede Klub»s lokaler dundret av en værre larm. Folk danset omkring, slog sig paa laarene, omfavnet hverandre i indiansk overgivenhet, hengav sig fuldstændig til en øredøvende yrsel.
Den eneste som forholdt sig rolig var Reisman. Han sat og stirret som forhekset paa bordet.
Der fandtes nemlig ikke et eneste es blandt hans fem kort. Der var en kløver 7, en ruter 2, en spar 10, en hjerter 5 og en knegt. Det var ingen ting, ikke engang et eneste par, absolut ingenting.
Reisman var litt blek. Han stønnet smertefuldt, hans ansigt fortrak sig til en grimase, og hans haand grep mot hjertet — der hvor lommeboken er.
