form for stil. En mindre avbalansert spiller vilde ha puttet checken i vestelommen.
Inspektøren kastet de anvendte kort til side; men forinden et nyt parti dannedes ved det grønne bord, samtaltes der adskillig rundt omkring i klyngerne om det tilendebragte spil.
Stenersen blev haardt ansat.
— Indrøm, sa man ham, at De et øieblik var nær ved at akceptere deling?
— Jeg skal indrømme det villig, svarte Stenersen. Hadde jeg ikke faat dannet aktieselskapet, saa hadde jeg mottat delingen. Men naar jeg derpaa hadde set kortene, saa tror jeg nok at jeg hadde holdt op at spille paa nogen tid av ren ærgrelse.
— Saa var det altsaa Suronens fremløp som avgjorde det hele? Han er nu ogsaa altid heldig, det bæst!
Reisman tok Krag hen i et hjørne. Da han følte sig utenfor sigte av de mange nysgjerrige øine, fik han et tilbakefald av sin skræk.
— Jeg stirrer ind i et absolut mørke, sa han. Min hjerne kan ikke fatte dette. Jeg hadde fire es da jeg gik.
— Men De indser vel at det er haabløst at gjøre mudder? spurte Krag.
— Fuldkommen. Jeg maa finde mig i mit tap. Men jeg forstaar bare ikke hvorledes det kan være foregaat.
— Tænk Dem om, sa Krag — der er bare én forklaring.
— Tror De virkelig at
— Naturligvis. Kortene har været aapnet i mellemtiden og seglene var brutt.
I det samme kom Suronen til. Han var overstrømmende elskværdig, slog Reisman paa skulderen og utbrøt med denne hjertelige venlighet som bevisstheten om gevinsten altid gir:
— Naa, kjære ven, bedre lykke en anden gang. Men det var allikevel mesterlig gjort. Jeg beundrer Dem.
— Ja, det var godt gjort, sa Krag og stirret visst paa finnen.
Der indtraadte et øiebliks taushet mellem dem. Suronen blev pludselig vaktsom. Og i denne stillhet hørte Krag et automobilhorns tuten nede paa gaten.
