og alene hadde fanget Krags interesse. Han forstod at bak dette brev skjulte sig en hændelse som nu maatte være under hurtig utvikling.
XXIII.
UNDER BLAA HIMMEL.
Krag hadde pludselig fattet en ubetvingelig interesse for de mennesker som hadde spilt med i det underlige burleskagtige optrin omkring «Aktieselskapet 7de december». Indtil nu hadde en række mennesker og situationer hvirvlet forbi ham, muntert bestraalet av det store dristige narrespil som Reisman og hans venner hadde arrangert. Endnu klokken 3 paa natten efter at ha kjørt hjem fra telegrafstationen, sat Krag i sit hjem og tænkte tilbake paa de sidste døgns begivenheter. Disse begivenheter hadde noget av et karnevals-optrins fest og farver. Først kom malerens dramatiske sortie fra Grand, hvor var det ikke indstudert med en næsten koket sans for skuespilleri. Den scenen da han gik ut av døren med utropet: Jag är ett olyckligt menniska — tilhørte jo absolut teatret. Derefter Ødegaards mystificerende forsvinden fra Krags egen elevator, hvor var ikke denne del arrangert av den moderne sensations-journalists teknisk erfarne grep! Saa det mere komiske indlæg i stykket: doktor Ovesen, den forsigtige, den spidsborgerlige, der forbauset og motstræpende spreller i den uventede sensation som en stiftsdame i en ildebrand. Og saa advokat Davidsen, rødblussende, gigantisk og brølende. Og saa ham selv, detektiven, som av stykkets instruktør hensynsløst er sat ind for at intet skal mangle i den rent ydre effekt. Saa følger det melodramatiske direktionsmøte ute paa Tyrigraven. Og gir ikke selv det gamle skumle gjestgiveri i vinterveiret den rette ramme for denne avdeling av karnevalet som er opsat i gammel Dickensk stil? Men her gir det for første gang et hørlig knæk i apparatet. Et uforutset tilfælde har blandet sig i instruktørens planer, det er den uforstaaelige episode med Jos. Men for den overfladiske betragtning er episoden alene uvæsentlig. De dristige arrangører har tumlet med saa mange detaljer at punktet Jos, selv om det i øieblikket virker noget
