desorienterende, dog ikke magter at paakalde deres alvor. Men det er netop fra dette punkt, Asbjørn Krag erholder en bestemt fornemmelse av at livet selv, det lunefulde og tragiske liv, har grepet ind i det lystige spil og blandet sig i karnevalets masker. Endnu sees det ikke tydelig, det har skjult sin tilstedeværelse i komediens dunkle uvirkelighet. Men allikevel har dog et skjæbnesvangert alvor spundet sig ind i spøken, og først ved det natlige spilleparti i klubben faar Reisman den første fornemmelse av alvorets haardhet, idet han paa en ganske uforstaaelig maate taper en formue. Det er likesom den store spøk er færdig og tilfreds vil tilendebringe sin gjerning; men saa kommer alvoret og siger: Nei stop, jeg er kommet med her. Jeg er ikke færdig endnu. Jeg vil fortsætte. Jeg er en magt som er sat i virksomhet for at spinde videre i spøkens masker, og hvem som styrer mig sier jeg foreløbig ikke. Har Dere endnu ikke merket mig, mine herrer? Har jeg endnu ikke manifestert mig tydelig nok i brevet klokken 3? Nuvel, jeg fortsætter, jeg er ubønhørlig. Hallo, der ligger Reisman seksti tusen kroner fattigere . . .
Saaledes sat Asbjørn Krag denne nat og fantaserte om denne nye vending i begivenhetene, eller rettere sagt om den nye og haardhændte fortsættelse av disse. Alvoret har ret, tænkte han. Her har jeg i mine hænder beviser for at alvoret allerede har faat tragiske toner, saa sandt som forbrydelsen altid er tragisk.
Han la foran sig paa sit arbeidsbord det materiale som spilleklubbens inspektør hadde git ham, og det var lykkes ham ved en nøiagtig undersøkelse at konstatere at seglene allerede en gang hadde været brutt og igjen paasat. Det er saaledes rigtig, tænkte Krag, at forbrydelsen paa en behændig maate har anvendt sig av spøken og fortsat dens arbeide. Men den har ret i at endnu fortæller den ikke noget om hvilken den magt er, som styrer den.
Krag var allerede om natten blit enig med klubinspektøren om at der foreløbig ikke skulde nævnes noget som helst om den skedde opdagelse. Saa længe der ikke fandtes skygge av bevis mot nogen, vilde det jo bare forværre saken hvis der blev skredet for tidlig ind. Frem for alt var det nødvendig at forbryderen forblev i uvidenhet om at man hadde opdaget falskneriet.
