— De har altsaa siddet oppe?
— Ja, og ikke bare i denne Nat. Jeg sover meget lidet, kjære Ven.
— Hvad har De hørt?
— Jeg har hørt Jernvognen, svarede Detektiven.
Han fortalte det ligefrem uden Pathos, som man kan fortælle om et Musikstykke, man har hørt, eller en Fugl. Vi gik og gik, Sjøen skyllet mod Stranden, saa vi ikke kunde høre vore egne Skridt.
— De tror mig kanske ikke, fortsatte Detektiven, De svarer ikke noget.
— Jo, jeg tror Dem. Men hvad skal jeg si?
Vi aabnet en Grind og kom forbi nogle smaa Huser. Intetsteds saaes lys, alle Vinduerne var sorte, jeg havde en Følelse af, at Husene var tomme og at alle Mennesker var langt, langt borte. Vi kunde ikke se meget, Veien, Trærne og Husene gled mod os fra Mørket eftersom vi gik, rundt omkring os stod i en Ring sorte Takker og Koller mod Himlen som en Pallisade af Mørke.
— Hvor skal vi hen? spurgte jeg.
— Ud paa Sletten, svarede Asbjørn Krag.
— Tror De paa Jernvognen?
— Jeg har hørt den. Jeg stod ved mit aabne Vindu og hørte den fjernt, som en Raslen af Lænker. Lyden bares nedover til mig med Vindkastene. Og nu vil jeg ud paa Vidden for at se, hvad det egentlig er, som kjører omkring derude om Nætterne.
