Jeg saa forfærdet paa Detektiven.
— Jovist, jovist, stammet jeg, gamle Gjærnæs. Det er gamle Gjærnæs, som ligger her. Men du store Gud, han er jo druknet for fire Aar siden.
— Men først nu er han endelig død, svarede Asbjørn Krag.
Detektiven tog mig varsomt i Armen.
— De vakler, sa han, det er nok rigtig, at Deres Nerver angribes —
Nu var igjen mine Læber ved at bli kolde og jeg kjendte denne varme Susen i Nakken og Baghovedet, som bestandig har varslet mig om en nær forestaaende Besvimelse. Jeg saa mig omkring. Landskabet antog mine forvirrede Øine de underligste Former. Jeg saa at Dagen gryed. En lang Lysarm strakte sig over Sletten og pillet ved Skogen, de yderste Furustammer blev gyldne. Jeg saa paa den døde Mand, paa Asbjørn Krag, jeg lod Blikket flakke udover Sletten, jeg forstod intet, i nogle Sekunder beherskedes jeg af den bestemte Fornemmelse, at jeg drømte; men mine Sanser var følsomme og modtagelige, og et besynderligt Billede af Solopgangen, seet i et Tiendedels Sekund, brændte ind i min Bevidsthed. Himlen derhenne i Øst var ikke længer Himmel men en Afgrund af Lys ind mod uanede og fjerne Verdener, en Vold af Skyer sprængtes ud fra Horisonten, og Skyerne blev til en fantastisk Vandring af underlige Dyr med Flammer i
