V.
ANSIGTET.
in Bevidstløshed varede i flere Timer. Jeg kom til mig selv igjen ved at føle mig gjennemrystet. Jeg laa paa en Vogn. Jeg hørte en Stemme og saa et kjendt Ansigt. Det var Lensmanden.
— Saa er De kommet Dem nu, sa han, ja bli bare rolig liggende. Nu er vi snart fremme.
— Hvormange er Klokken? spurgte jeg.
— Syv, svarede han.
— Syv om Morgenen?
Han lo.
— Ja, svarede han.
Nattens Eventyr stod endnu uklart for mig. Jeg turde ikke spørge. Jeg vidste ikke om jeg havde drømt eller om jeg havde været syg.
— Hvor er Asbjørn Krag?
Lensmanden gjorde et Kast med Hovedet.
— Derhenne. — Ude paa Sletten.
Saa maatte jeg alligevel ha oplevet det. Jeg reiste mig halvt op i Vognen. Vi var allerede nede ved Havnen, Folk gik og stelte med Baadene,
