— Jeg har anet det længe, men jeg har
endelig nu faaet fuld Bekræftelse paa min
Mistanke, dels ved at se den gamle og dels ved at
høre unge Gjærnæs’ Fortælling. Kjære Ven, De
har svævet i den Tro, at jeg har levet herude
som en ferierende Gentleman, — at jeg væsentlig
har fordrevet Tiden med Fodture, med Læsning,
Spisning og Bad. Og dog har jeg i hverteneste
Minut af Døgnet, hvor jeg ikke sov, bare været
optat af denne forfærdelige Sag. Jeg har gaaet
Fodture, det er sandt, men det har jeg bestandig
havt en Hensigt med, det havde Forbindelse med
Sagen, enten var det noget, jeg skulde se paa,
eller det var nogen, jeg skulde snakke med.
Under Maaltiderne har jeg flittig deltat i Passiaren
og jeg har mange Gange ledet Samtalen did,
hvor jeg vilde ha den. Og naar jeg tilsyneladende
har været optat med Læsning, da har jeg i
Virkeligheden Time efter Time siddet for mig
selv og grublet eller sammenlignet og nyttiggjort
de Indberetninger som jeg modtog fra mine
Agenter.
— Deres Agenter? spurgte jeg, men De har jo hele Tiden opereret fuldstændig alene hernede.
— Ja, hernede, svarede Detektiven, her i Begivenhedernes Brændpunkt har jeg været selv og alene. Men jeg har havt mine Agenter i Kristiania og andetsteds. En Detektiv maa ha mange Oplysninger og jeg har faaet mange
