Skyld tie længer. Forvalteren var fremdeles i den Tro, at det gjaldt Mordet. Unge Gjærnæs kunde slet ikke tænke sig Muligheden af, at det gjaldt noget andet end Hemmeligheden med den fra det Døde gjenopstandne gamle Mand. Og hvad skulde saa Gjærnæs si til Forvalteren andet end det han sa: Hvad har Detektiven med disse Affærer? Det er en privat Sag. Jeg sendte Forvalteren tilbage til sin Husbond med en Hilsen, som De kanske fandt besynderlig. Jeg bad ham opgi mig Tiden, da jeg kunde komme og besøge ham. Jeg vilde ikke komme uforvarende, jeg vilde ikke resikere en ny Katastrofe, jeg kunde jo vente mig alt af Gjærnæs i den oprevne Sindstilstand som han var. Og dertil havde jeg en særlig Hensigt med at optræde som jeg gjorde, for paa den Maade tvang jeg Gjærnæs til at sende sin Fader bort fra Gaarden. Han turde ikke beholde ham længer, naar han ventet Besøg af mig. Jeg gjettet paa, at han allerede samme Nat vilde sende ham ud af Gaarden. Og det traf ind, men, kjære Ven, paa den Maade blev jeg uforvarende Skyld i den gamle Mands Død.
— De, raabte jeg, har De dræbt ham?
Detektiven rystet paa Hovedet.
— Jeg har jo sagt Dem, svarede han, at Jernvognen har slaaet ham ihjel, — denne forunderlige Ulykkesvogn, som ruller og ruller og efterlader intet Spor. Jeg vidste, at den gamle vilde komme over Sletten, han maatte passere
