Saaledes saa den Myrdede ud, ikke sandt?
— Jo, svarede jeg, saavidt jeg forstaar er Deres Beskrivelse meget træffende.
— Jatak, det var bare det, jeg vilde vide, sa Asbjørn Krag, men idetsamme stirret han saa underlig ret frem for sig. Der var noget stikkende, ubehageligt i hans Blik. Jeg aabnet Døren, saa Lyset faldt paa ham. Detektiven var bleg, men han smilte. Han nikket til mig og smilte. Aa, dette evige Smil. —
Jeg gik hurtig ud i Salonen. Mine Venner sad og ventet. Jeg lagde Kortene frem og sa:
— Der maa findes en anden Fjerdemand, mine Herrer. Jeg spiller ikke med.
Jeg havde med en Gang tabt Lysten til at spille. Jeg sad og lyttet efter Detektivens Skridt, som tabte sig indover i Værelserne… Udstaaende lidt store Øren, høi lys Pande, røde Læber, som ikke skjultes af hans Skæg. Hvor jeg vendte mine Øine, syntes jeg at se den Dødes Træk… Snippen knækket… Det grønne Slips skjøvet hen mod det høire Øre… For at afvende min Opmærksomhed fra det frygtelige Billede, blandet jeg mig paa en uopdragen Maade i de andres Spil, paaviste Feil, hvor der slet ikke var nogen Feil og gav høirøstet mit Bifald tilkjende over ingenting. Det misbilligedes heftig, jeg fik rasende Øiekast. Tilslut gik jeg.
