besynderlige Angst, som vokste og vokste, skulde overmande mig. Før jeg rigtig vidste Ordet af det, stod jeg midt i Stuen. Gyngestolen var tom, jeg lukket Døren efter mig.
Medens jeg famlet omkring efter Fyrstikkerne, hørte jeg ganske tydeligt, at et Ur tikket, men det var ikke mit Ur. Jeg følte en isnende Rædsel omkring Hjertet og jeg var nærved at fare paa Dør igjen, men saa kom jeg til at tænke paa Dødningeuret, det lille Insekt, som synger i gamle Huse. Det var bare Dødningeuret jeg hørte — og jeg fortsatte at lede efter Fyrstikkerne. Men jeg kunde ikke lade være at lytte efter den intense Tikken, den syntes at flytte Plads, at forfølge mig, og i min forvirrede Fantasi troede jeg, at et Menneske lydløst var efter mig, et Menneske som jeg ikke kunde se, men hvis Lommeur jeg hørte. Endelig fandt jeg Fyrstikkerne, jeg tog Glasset af Lampen, — det var varmt. Lampeglasset var varmt.
Jeg blev staaende ligesom lammet, jeg havde Glasset i den ene Haand og en brændende Fyrstikke i den anden, Fyrstikken brændte til Flammen sved i Fingrene, saa sluknet den og alt blev mørkt. Men den eneste Følelse, som derefter behersket mig, var en vældig Længsel efter at sprede Mørket, efter at faa Lys omkring mig. Jeg husker ikke, hvordan det gik til, men pludselig havde jeg faaet Lampen tændt og mine Øine søgte uvilkaarlig hen til Vinduet. Det var et
