Jeg gik hurtig bort fra Huset.
Fodsporene, denne uomtvistelige Virkelighed, forvirret mig og vendte opned paa alle mine Slutninger. Saa havde det alligevel ikke været en Hallucination; men Forstmesteren var jo død, den dræbte var død og begravet, hvorledes kunde han da staa udenfor mit Vindu om Natten og se ind til mig?
Jeg gik hen over Veien langs Stranden, gik tungt, for endskjønt Solen endnu ikke var brudt frem, laa Heden trykkende over Jorden, jeg vidste det vilde bli en stampende varm Dag.
Mennesker var endnu ikke at se, men nede fra Stranden hørte jeg forskjellig Støi, Bundtiljer lagdes tilrette, Baadene østes læns. De røde Sjøboder syntes mig rødere end sedvanlig, fordi Nattevæden fra Havet havde slaaet sig paa Farven. Sjøen laa aldeles stille fastklæbet til Fjeldvæggen og Skjærene. Men nu gled en Robaad frem fra Skyggen inde ved Land, den roedes af en gammel Mand, skar langsomt frem for stønnende Aaretoller og slog en Vifte af Rynker udover hele Bugten.
Jeg gik og gjettet paa, hvad Klokken vel kunde være. Fire—fem? For saaledes begyndte Livet ved den Tid. Flere Baade kom roende. Nu hørte jeg Stemmer ogsaa, skjægget Snak etsteds i Nærheden af Bryggen.
Og medens jeg staar her ved Sjøen og Indtrykkene af Dagens gryende Liv strømmer mod mig, medens jeg halvt ubevidst den hele Tid har
