havt mine Tanker streifende omkring den uhyggelige natlige Hændelse, vokser en bestemt Mistanke frem hos mig. Jeg ved at denne Mistanke nu og da har flagret ind i mine Tanker, men den har ikke fæstnet sig før netop nu. Og nu staar den pludselig klar og tydelig og uangribelig. Jeg kan ikke bli kvit den. Jeg gaar frem og tilbage paa Bryggen, jeg dirrer af Spænding: Saaledes maa det være, saaledes hænger det sammen. Og saaledes faar alt sin Forklaring. Det er ligesom Sløret med en Gang blir trukket bort fra alle Gaader. Men samtidig falder igjen en dump Følelse af Skræk over mig, en Anelse af en nær forestaaende stor Fare.
Jeg gaar op til Hotellet. Jeg venter ikke at træffe nogen Gjæster, jeg tænker, at jeg muligens kan faa fat i et Glas Øl eller en Kop Boullion. Efter Besvimelsen føler jeg mig mat som efter en lang Sult.
Da jeg kommer frem til Græsplænen, som skiller Hotelbygningen fra Veien, ser jeg, at den rødstribede Verandamarkise slet ikke har været oprullet for Natten, jeg gaar op Trappen, kommer frem paa Verandaen og kiger gjennem Glasdøren til Spisesalen.
Det store Værelse er selvfølgelig mennesketomt; Døren er ikke laast, jeg gaar derind. Bordet er duget og der forefindes Rester fra Aftensmaaltidet, Brødsmuler ligger udover, ved Kuverterne staar halvtømte Melkeglas, man venter ikke
