Gjæsterne saa tidlig paa Morgenen. I et Hjørne bag nogle falske Palmer staar et sort Piano og gliser med sine snehvide Taster, jeg ved om at det staar der, jeg lar Øinene glide henover det. Ovenpaa Panelet, rundt alle Væggene er der en latterlig Opstilling af Glas og Kopper. Ved Døren ud til Kjøkkenet staar en Disk, ovenpaa denne Disk en Fonograf og en gul Maskine til at trække op Flasker med. Straks jeg ser denne Maskine, forekommer det mig i min nervøse Ophidselse, at jeg hører den surre. Jeg er meget træt og glider ned paa en Stol ved Vinduet.
Da hører jeg, at det knirker henne ved Pianoet og nu flyver mit Blik igjen hastigt didhen. Der farer et voldsomt Stød gjennem mig… men du store Gud, der sidder jo en Mand paa Pianostolen, saa sløv har jeg altsaa været, at jeg ikke har mærket dette Menneske, endskjønt jeg vitterlig har seet Pianoet.
Da jeg opdager, hvem Manden er, blir jeg uvilkaarlig meget ubehagelig tilmode. Det er Asbjørn Krag, Detektiven. Han kommer hen mod mig, nikkende med sit blankskallede Hoved, smilende. Jeg føler med ett en mærkelig Rædsel for ham og ønsker, at han ikke maa komme nærmere, hans Ansigt er benet og blegt og hans Smil, som skal være elskværdig velvilligt, blir stygt. Han gaar lige hen til mig.
— Har De sovet godt? spør han.
Og nu, naar jeg ser ham i Øinene og for-
