— De er nok ikke vant til at være oppe saa
tidlig, bemærket Detektiven, De mangler jo
fuldstændig Appetit.
— De har Ret, og nu føler jeg at jeg kanske alligevel har sovet forlidet. Mine Øienlaag er varme og tunge.
— Men De maa endelig ikke lægge Dem, sa Krag ivrig, De maa følge med ned til Sjøen. Jernvognen skal trækkes op. Jeg lover Dem en interessant Oplevelse. Og denne gang uden Blod, tillagde han lavmælt, ikke sandt, vi har havt Blod nok?
Jeg svarede ikke.
Asbjørn Krag lo, en tør og knitrende Latter.
— Hvad ler De af?
— Undskyld, sa han, jeg er kanske lidt hjærteløs, men det er nu engang min Natur og jeg kan ikke hjælpe for det. Jeg kan se, at Deres Fingre skjælver, Gaflen klirrer mod Tallerkenen. Jeg saa en Rykning i Deres Ansigt, da jeg talte om Blodet. Det interesserer mig at lægge Mærke til, hvordan Uhyggen griber enkelte Mennesker og lidt efter lidt knækker dem fuldstændig.
— Jeg er ikke knækket.
— Det har jeg heller ikke sagt, men De er voldsomt angrebet, det kan jeg se paa Dem.
— Finder De det underligt?
— Tvertimod, kjære Ven, jeg vilde ha anseet det for langt mere underligt, om De var gaaet
