ufølsom gjennem alle disse Begivenheder. Men nu hører jeg Folkene.
En Vogn kom skranglende fremover Veien. Asbjørn Krag foldet Servietten sammen, lagde den rolig ved Siden af Tallerkenen og gik hen til Vinduet.
Da han kom derhen, mumlet han:
— Jo, der er de.
Jeg gik ogsaa hen til Vinduet.
Dernede paa Veien stod der en Firehjuler. En Mand hoppet netop af Vognen, en anden holdt i Tømmerne. Disse to maatte være Fremmede, jeg havde aldrig seet dem før.
Jeg stod lige bag Asbjørn Krag, og da jeg var noget høiere end ham, kunde jeg se hans blanke, skaldede Isse. Huden over hans Isse var hvid og fin som paa et nyfødt Barn, jeg kunde se Aarerne, de var blaagrønne og bevægedes ved Pulsslagene. Lige dér, ved Haarranden, tænkte jeg, var Forstmesteren blit rammet af det dræbende Slag, hans Hjernehvælv knust som Porcellæn… En underlig Sitren jaget gjennem mig, jeg kunde ikke faa Øinene bort fra den blanke Isse og de blaagrønne Aarefibre… Pludselig vendte Detektiven sig hurtig om og saa paa mig.
— Oh, hvilke Øine, udbrød han.
Jeg stirret ret forbi ham, ud mod Veien. Jeg betragtet med Interesse Hesten, som forgjæves søgte at naa med Mulen ned til Græsset ved Grøftekanten. Jeg stod urørlig stille, jeg turde ikke bevæge mig, en uforklarlig Angst var
