Detektiven saa mod Vinduet, hvor
Rullegardinet sagte bevæget sig af Lufttrykket fra
Sprækkerne.
— Hørte De Hunden? gjentog han.
— Hvilken Hund?
— Hunden.
Han talte ganske rolig, men der var dog en liden Klang af Utaalmodighed i hans Stemme, ligesom han vilde si: Kjære, der kan ikke være mere end én Hund, som jeg mener. Og De ved godt, hvilken Hund det er.
Jeg sad og vugget langsomt i Gyngestolen. Jeg laa med Hovedet saa lavt, at Detektiven ikke kunde se mit Ansigt.
Jeg tænkte paa den Dødes Hund. Den fjerne Gjøen lød endnu i mine Øren, der var noget besynderligt og truende i disse klagende Hundehyl.
Efter en Taushed, som havde varet i flere Minutter, sa jeg endelig:
— Jeg hørte en Hund gjø for en Stund siden. Er det den De mener?
— Ja, svarede Detektiven.
Derefter blev han siddende og lytte. Lampeskjæret faldt lige paa hans Ansigt, som blev hvidt og gjennemsigtig. Jeg stanset Gyngestolen og saa paa ham. Jeg var inderlig tilfreds ved Tanken paa, at jeg selv sad i Skyggen, medens hans Ansigt var skarpt belyst. Detektiven støttet den høire Albue mod Bordet. Jeg betragtet hans Haand nøie, den var mager og stærkt
