— Haha, ja nu ler De naturligvis, men
jeg synes at Sammenligningen er altfor god
til ikke at bli benyttet: Sæt at jeg af en
eller anden Grund hadet Dem. — Kan det ikke
tænkes?
— Det kan jeg neppe tro, mumlet jeg. Mine Tanker var langt borte. Jeg længtet igjen efter min fredelige Hytte. Det forekom mig, at Eventyret allerede begyndte at bli uhyggeligt.
— Jovist kan det tænkes, fortsatte Asbjørn Krag. Man kan ta Eksempler af alle mulige Forhold. Det kan godt tænkes, at jeg af en eller anden Grund hadet Dem. Jeg sætter, at De vidste noget om mig, som kunde skade mig forfærdeligt, hvis De fortalte det til nogen. Hvad saa? Tror De ikke da, at jeg vilde hade Dem. Jeg vilde ganske sikkert hade Dem saameget, at jeg ønsket Deres Død. Og da maa De indrømme, at jeg meget let kunde falde paa at puffe Dem i Afgrunden under en Spadsertur som denne.
— De taler saa underlig, sa jeg, nu kan jeg slet ikke forstaa Dem igjen.
— Jeg synes, at jeg fremstiller Sagen meget klart.
— Eller altfor tydeligt, svarede jeg, kjære Asbjørn Krag, det nytter ikke, at De benegter det. Men jeg er nu overbevist om, at De har en bestemt Hensigt med Deres Optræden.
Nu lo han igjen — den samme tørre, usympatiske Latter.
