— Hvilken Hensigt skulde jeg da ha?
spurgte han.
— Det ved jeg virkelig ikke.
Men jeg vidste det. Jeg vidste det saa altfor godt. Jeg anet hele Sammenhængen.
Vi nærmet os Afgrunden — hvor man bare behøvet at puffe til et Menneske, som man gjerne vilde være kvit. Afgrunden laa paa venstre Side af Veien, og jeg holdt mig hele Tiden paa høire Side af Asbjørn Krag.
— Her er det, sa han og stanset.
En kold Gufs slog op til os fra Afgrunden og Sjøen.
— Skal vi ikke gaa videre? spurgte jeg.
Istedetfor at svare pegte Asbjørn Krag ned mod Sjøen, hvor etpar grønne Lanterner skinte som Katteøine i Mørket.
— Dernede ligger nu Jernvognen trukket op paa Stranden. Og paa Bjergningsbaadens Dæk, indtullet i Seildug ligger den døde Passager. Ser det ikke uhyggeligt ud med de grønne Lanterner… Og saa er her jo ganske stille, ikke en Lyd naar op til os dernedefra… Jo… dernede ligger han, den døde.
— Kjender De ham? spurgte jeg hviskende.
— Nei, og heller ikke De. Han er vild Fremmed.
— Det var da besynderligt.
— Naar De ser Vognen, saa vil De finde, at alt er meget rimeligt.
