gjerrige Tilskuermængde, saa jeg straks, hvad det var.
Det var hverken en Dampbaad eller en Jernvogn.
Overhovedet fandtes der vel neppe noget Jern i Vraget; hvad jeg havde tat for Jernstænger var fine Nikkel- og Aluminiumsstænger.
Det var en Flyvemaskine, et Monoplan. Det som jeg havde antat for Damperens Dæk, var Maskinens urørlige Vinger.
Asbjørn Krag greb mig i Armen.
— Forstaar De nu? spurgte han.
— Ja, svarede jeg, nu forstaar jeg det hele.
— Det var Flyvemaskinen vi hørte hin Nat, det var Flyvemaskinen, som gik saa lavt, at den dræbte gamle Gjærnæs. Og det var ogsaa Flyvemaskinen, som De hørte den uhyggelige Mordnatten, nu forstaar De Surringen, som kredsede omkring os, Maskinens Arbeiden inde i Mørket. Nu forstaar De ogsaa, hvorfor den aldrig efterlod noget Spor.
Medens Asbjørn Krag talte, samledes alle de nysgjerrige i en Klynge omkring ham. Det berørte ham tilsyneladende pinligt at være Gjenstand for den almindelige Opmærksomhed. Han trak mig ud af Klyngen.
— Lad os gaa langs Stranden lidt, sa han, saa skal jeg fortælle Dem alt.
De andre forstod Manøvren og fulgte ikke efter os.
