har De da ikke for længe siden arresteret Manden.
Fordi jeg savnet Beviser. Jeg gjentar, at jeg i denne Affære har arbeidet helt usedvanlig.
Detektiven stanset og saa paa mig med plirende Øine.
— Jeg har ventet paa Frugtens Modning, sa han.
— Og nu er den moden?
— Snart. Om nogle Timer. Saa falder den lige ned i mine Hænder.
Vi var nu kommet til Hotellet, som laa og skinnet i Varmen, med Solstraalerne sprakende i den røde Markisedug.
— Jeg kan forstaa, at De er spændt, fortsatte Detektiven, men De faar intet vide, før iaften.
Jeg bad ham om at bestemme Tiden nærmere.
Han tænkte sig om, beregnet.
— Klokken 10, sa han.
— Meget vel, skal jeg saa søge Dem paa Hotellet?
— Ja.
Jeg vilde gaa, men da Asbjørn Krag begyndte at le, blev jeg staaende endnu en Stund.
— De er paafaldende lidet nysgjerrig, sa han.
Jeg rystet paa Hovedet. Jeg forstod ikke, hvad han mente.
— Jeg havde ventet, at De skulde spørge mig om, hvorfor De netop Klokken 10 skulde komme.
