solstegte Svaberg lige indunder Fjeldveien. Derfra var der ikke langt til den store Skygge.
Jeg listet mig fremover Stien; det plaget mig lidt, at den var fuld af Smaasten og Grus, som knaset under mine Trin, men jeg gik saa forsigtig og let, jeg lusket fremover paa myge Ulveklør, — da jeg kom frem til Svabergene huket jeg mig ned og krøb videre fremover paa fire, forat ikke min sorte Silhouet skulde synes mod den svagt lystonende Himmelrand ude i Havgabet.
Endelig var jeg fremme i Fjelduren, som skraanet op til Veien. Jeg greb fat om en Vidjebusk, den var vaad af Dug nede ved Roden. Jeg svinget mig op, fik Greb om en Træstamme, derefter om nok en Vidjebusk og endelig favnet jeg omkring en Kampesten, som var nærved at løsne og ta mig med i en Rutsch ned mod Sjøen. Jeg stemte imod med Knærne og kjendte, hvordan de skubbedes og blev klisne af det udtraadte Blod. Men nu havde jeg ikke langt igjen, før jeg kunde naa Veien. Jeg løsnet Favntaget omkring Kampestenen; den laa stille. Jeg blev sjæleglad, da jeg fik kloret Fingrene fast i nogle Bringebærbuske. Nu var jeg helt oppe ved den nærmeste Stabbesten, og jeg slog Hænderne i dens skarpe Kant og holdt fast, saa Neglene bøiedes bagover paa Fingertuppene. Et lidet Sving nu med Kroppen, og jeg vilde være oppe — hallo.
Jeg hørte Skridt.
