med en Gang, Gud ved hvorfra, dukket frem fra selve Mørket. Kanske havde han fulgt efter mig? den Tanke fik mig til at skjælve.
Jeg fik med en Gang Ulyst til at si noget. Jeg var usikker paa min Stemme. Netop i dette Øieblik var jeg ganske rolig, men Gud hvor jeg forstod, at Bevægelsen laa og luret paa mig, færdig til at springe frem og overmande mig… Jeg syntes ogsaa det varet en Evighed, før jeg hørte Politimandens Stemme.
Endelig sa han:
— Jeg har ventet længe.
— Jeg har søgt Dem paa Hotellet, svarede jeg, og jeg har ventet i flere Minutter inde paa Deres Værelse.
— Lad os gaa.
Detektiven gik nogle Skridt fremover mod Fjeldveien. Jeg fulgte efter ham, forsigtig som før. Han gjettet med en Gang, hvad jeg tænkte paa.
— De kan gaa ganske almindelig, sa han, her findes ingen Mennesker Nærheden.
— Ved De det?
— Ja, jeg ved det. Jeg har staaet her længe.
Da vi kom ind i den dybe Skygge under Fjeldvæggen stanset Detektiven. Der var en tydelig Klang af Haan i hans Stemme, da han spurgte:
— Finder De det i Grunden ikke ganske
