Detektiven oversaa tilsyneladende
fuldstændig min Misnøie med at han saa længe dvælede
her i den Dødes Værelse.
— Lad mig se engang, mumlet han, idet han uden videre trykket den grønne Jagthat ned paa mit Hoved.
— Saaledes ja, fortsatte han sin Enetale. Han rettet lidt paa Hatten. Saaledes maa den ha siddet... Det er særdeles interessant. Føler De Dem ilde tilmode? spurgte han.
— Jeg har ikke Nerver af Staal, svarede jeg, se paa Lensmanden, han liker sig heller ikke.
— Tvertimod, skyndte Lensmanden sig at bemærke, jeg synes bare, at Luften herinde er lidt... lidt stillestaaende og trykkende.
— Ja, men nu er vi ogsaa færdige. Undskyld min Sendrægtighed.
Detektiven lagde Haanden paa mine Skuldre og sa, idet han kneb Øinene sammen, saa de blev til to sorte Streger bag Lorgnetglassene:
— De har ret; De har ikke Nerver af Staal.
Han lagde den grønne jagthat tilbage paa den Dødes Bryst, og saa forlod vi alle tre Sandgraverhytten. Lensmanden skjøv Slaaen for Døren.
Det føltes for mig som en vældig Befrielse at gaa over den aabne Slette, aande i fri Luft og under den høie blaa Himmel. Hesten havde under vor Fraværelse græsset længere og længere væk fra Landeveien og trukket Vognhjulene ned i Grøften. Tre Mænds Løft maatte
